Tre danske White Water padlere er rejst til Norge for at komme tættere på floden. Dette indlæg handler om de tre danskeres ekspedition til Norge og hvordan det er gået dem den første måned.
Vi ankom til Norge den 30 marts til et totalt sneklædt land. Dog var sneen allerede på retræte med et varmt tøvejr, som en forventningsfyldt indikation på forårets begyndelse. En god kammerat, Mads Knudsen, havde fået fri fra sit arbejde for at sende os drenge, Casper, Esben og Jesper, til Norge. Samtidig padler Mads også selv whitewaterkajak, så det var en god mulighed for at få banket det værste af vinterens altid indfundne rust af teknikken og komme på vandet igen. Det skulle vise sig at blive til et par kolde fornøjelser i elvens brusende vand. Vandtemperaturen var kun lige over 0 grader, samtidig med at isklumper bankede mod kajakkens bund i ny og næ.
For at vende tilbage til begyndelsen, så gik turen af sted mod Norge i Mads’ velsmurte varevogn. Et adjektiv han bruger med stolthed, dog uden nogen form for højtidelighed, men som en selvfølgelighed. Varevognen var pakket med alt hvad vi kunne få brug for på vores halve år i Norge. Og lidt mere til; kajakker, pagajer, udstyr, Esbens hønsehegn, Esbens kage-mixer-maskine, Esbens boremaskiner, Esbens alt-mulig-andet-lort, trommesæt, guitar, keyboard, faktisk instrumenter nok til et helt musikstudie, og selvfølgelig vores personlige tøj.
Stedet hvor vi bor, går under navnet ”Marriage Camp”. Navnet og historien bag det legendariske sted er en længere historie. En historie som sikkert er blevet modificeret gennem årene, og vel egentlig er ret mystificeret i sin nuværende udgave. Lang historie kort, så dækker navnet ”Marriage Camp” over, at ejeren af stedet for mange år siden drev en russisk ”forlystelsesvirksomhed”. Det var en kort ekskurs og den afsluttes her.
”Marriage Camp” er ret simpel i sin udformning. Det består af et toetagers hus, med en kæmpe stue og køkken samt toilet på hver etage. Derudover er der fem små værelser på hver etage, så der er i alt plads til 10 guider. Huset ligger afsides på en fjeldside, med en flot udsigt over fjorden og fjeldet. Der er ingen satellit-tv og ringe internet. Den nærmeste by ligger 11 km væk. Raftingcenteret 4 km.
For os er ”Marriage Camp” et sted med minimal forstyrrelse og maksimal fordybelse. Vi bliver ikke forstyrret af konstante ”breaking news”, eller at bussen kommer for sent, der er ingen trafikkaos – der er mere eller mindre slet ingen trafik. Vi skaber selv vores underholdning. Vi har tid til at fordybe os i musik, film, samtale og ikke mindst whitewaterkajak.
Derudover har vi også et arbejde at passe, så vi kan få vores ophold til at løbe rundt og forhåbentlig tjene nogle penge sammen. Vi er alle ansat i en guiderolle ved TrollAktiv. Aktiviteter vi beskæftiger os med varierer fra teambuilding, bue og pil, klatring, rafting, kajakskole, prorafting og riverboarding og flere andre aktiviteter. Arbejdet bliver tildelt til den bedst kvalificeret guide indenfor området. Dog bliver arbejdsmængden nogenlunde fordelt ligeligt mellem guiderne. Det betyder at Esben og Casper gennemgår en masse træning i de forskellige aktiviteter, og når de er klar og godskrives af den ansvarlige manager, begynder de at arbejde på aktiviteterne. Jesper arbejdede på TrollAktiv sidste sommer, og senest i Uganda på Nilen over vinteren, hvilket betyder at han allerede er kvalificeret til at starte arbejdet med det samme. Vi arbejder ca. 15-40 timer om ugen, det varierer efter hvor travlt der er.
I øjeblikket bliver der forventningsfyldt brugt en del tid på at vurdere og planlægge en tur væk fra vores ”egen” flod og vores arbejde, hen til et andet område med floder, hvor vi kan presse vores fysiske formåen, og sætte vores individuelle mod og mentale styrke på en prøve. Jesper er inviteret på en ekspedition ned af Grand Canyon i juli. Esben og Casper overvejer at tage turen op til Voss og/eller Sjoa-området hen over sommeren. Turenes eksistens afhænger af om vi kan få fri og mere logistiske spørgsmål. Om det bliver Grand Canyon, Voss eller Sjoa er ikke sikkert. Men sikkert er, at vi tager på en mission over sommeren, hvor vi vil dyrke whitewaterkajakkens ekstremiteter i nogle ekstreme omgivelser.
Cervus Esben, Casper og Jesper
Nedenfor kan I se billeder fra vores hjemflod: Otra

Casper Boofer på Main Line

Esben - Main Line

Esben - på vej ud på Shelf

Esben - Shelf

Jesper - på vej ud til The Hole

Casper og Jesper























